Den store migration af folk er massemigrationen af stammer i det 4. århundrede e.Kr. fra udkanten af det romerske imperium og landene uden for dets grænser til de centrale regioner. Denne begivenhed har et kompleks af grunde, blandt hvilke den vigtigste rolle blev spillet af angreb fra nomadiske Huns fra øst og forbedring af levestandarden, som et resultat af, at folk søgte en stillesiddende livsstil og beslaglæggelse af jord.
Erobringen af hunerne
I 345 invaderede Hun-stammerne det middelalderlige Europa, som begyndte at angribe de stillesiddende folk, der lever i udkanten af det romerske imperium. Dette var hovedsageligt fredelige stammer, der beskæftigede sig med landbrug og ikke kunne give en passende afvisning til de aggressivt sindede Huns. Folk måtte forlade deres lande, søge efter nye territorier og kæmpe med mindre farlige og krigslige naboer. Som et resultat begyndte det allerede svækkede Romerrig at blive angrebet af nabostammerne, de konstante raids fra forskellige sider bidrog til dets svækkelse.
Erobringen af hunerne førte til sammenbruddet af den tyske stammeunion, og de germanske folk begyndte også at flytte til Balkanhalvøen. Hunerne formåede at ødelægge Ostrogoternes tilstand, der ligger mellem Sorte og Østersøen.
I det femte århundrede blev hunerne ledet af Attila, der indledte endnu mere seriøse kampagner i Europa. Det meste af det europæiske territorium blev ødelagt som følge af dets angreb. Og først i 451 lykkedes det romerne at besejre hans hær, hvorefter alliancen mellem flere hunniske stammer brød sammen. Men folkemigrationen er allerede begyndt, der var andre erobrere, der ønskede at erobre Rom. Barbarerne angreb den ene efter den anden, mens romerne ikke gav dem behørigt afvisning. Det vestlige romerske imperium faldt.
En anden grund til den store migration af nationer, som forskere ofte kalder, er afkøling af klimaet og forværringen af forholdene i mange territorier. Stammer måtte se efter mere gunstige steder for landbruget.
