Handelsrelationer ledsager udviklingen af civilisationen fra dens tidligste stadier. Først var alt ganske enkelt, alt var kun begrænset af den naturlige udveksling af varer til et andet produkt. Men udviklingen gik fremad, og på scenen med international handel blev spørgsmålet om at føre handelspolitik rejst. Det er nødvendigt at forstå mere detaljeret, hvad dets essens er.
![Image Image](https://images.culturehatti.com/img/kultura-i-obshestvo/03/chto-takoe-torgovaya-politika.jpg)
Når man taler om handelspolitik generelt, er det oftest den politik, der regulerer udenrigshandelsspørgsmål. Udenrigshandelspolitik indebærer et sæt af metoder, principper og gearing i staten for udenrigshandelforbindelser. De mest anvendte instrumenter i udenrigshandelspolitikken er skatter, subsidier, told og handelsregler for indbyggere og ikke-bosiddende i et land.
I praksis påvirker handelspolitikken oftest eksport og import af varer. Hvis du ser på det fra dette synspunkt, kan du skelne adskillige modeller for udenrigshandelspolitik.
Den første model er protektionisme. Det indebærer indførelse af sådanne regler for import af varer, som ikke tillader de iværksættere, der importerer dem, at have økonomiske fordele ved dets salg på det specificerede område. Enten indføres overdreven told eller direkte importforbud. Denne politik anvendes ekstremt sjældent, da den ikke kun kan medføre økonomiske spændinger i landet, men også udenrigspolitik. Protektionisme kan have sine egne sorter. Den første sort er selektiv protektionisme rettet mod en bestemt varegruppe eller et specifikt land. Den anden er industri, hvis hovedformål er at beskytte en bestemt industri eller økonomi. Den tredje er kollektiv protektionisme, hvilket indebærer anvendelse af beskyttelsesforanstaltninger fra flere lande på samme tid. Den fjerde sort er skjult protektionisme, der adskiller sig fra alle andre i mangel af brug af toldmetoder.
Den anden model for udenrigshandelspolitik er en frihandelspolitik. Navnet taler for sig selv. Staten fjerner fuldstændigt alle handelsbegrænsninger både i landet og ved dens toldgrænser, hvilket tillader fri strøm af varer. Anvendelsen af en sådan politik er kun mulig, hvis der er en udviklet national økonomi, der tillader iværksættere at konkurrere på lige vilkår med importerede varer og tjenester.
Monetarisme-modellen har en særlig position, hvorefter det vigtigste for landets økonomi ikke er tilstedeværelsen af en udviklet national økonomi eller stærke handelsforbindelser, men overflod af pengemængde i økonomien. Set fra handelsforbindelser kan en overflod af midler opnås ikke kun gennem salg af varer produceret i landet, men også gennem formidlende funktioner mellem lande, der danner efterspørgsel og udbud af varer og tjenester. Et stort beløb i økonomien kan også opnås gennem pengepolitikken og udviklingen af international udlån og investering. Men vi må ikke glemme, at et overskud af kontanter uundgåeligt vil føre til inflationsprocesser.