Ethvert lands historie dannes ikke kun på slagmarker og store byggepladser, men også ved spisebordet. Kampmanden fra en fighter foran er bestemt af kvaliteten af kosten. Det samme kan siges om en ingeniør eller en bulldozer, der lever og arbejder i fredstid. Alle disse og mange opdagelser blev foretaget af den russiske videnskabsmand William Vasilyevich Pokhlebkin.
![Image Image](https://images.culturehatti.com/img/kultura-i-obshestvo/23/vilyam-vasilevich-pohlyobkin-biografiya-karera-i-lichnaya-zhizn.jpg)
Unge år
For en bred cirkel af læsere og generelt nysgerrige mennesker er William Pokhlebkin kendt som forfatteren af fascinerende og nyttige bøger. Biografien om denne person kan læses som en eventyrhistorie. I henhold til fødselsattesten blev født den 20. august 1923 i familien til en arvelig revolutionær. Forældrene til barnet boede i Moskva. Pokhlebkin er ikke hans fars rigtige navn, men hans pseudonym på det tidspunkt, da han var engageret i revolutionært arbejde. I følge passet blev han opført som Vasily Mikhailovich Mikhailov.
William voksede op i en sund atmosfære. Han var vant til fysisk og intellektuel arbejde. Han vidste, hvordan hans venner og naboer lever. I en tidlig alder viste han evnen til at lære fremmedsprog. Efter skolen skulle han fortsætte sin uddannelse på universitetet, men krigen begyndte, og alle planer måtte udsættes indtil senere. Efter at have modtaget et modenhedscertifikat meldte Pokhlebkin sig frivilligt til fronten. I løbet af vinterangrebene nær Moskva modtog han et kraftigt shell-shock. De kunne have ”afskrevet Kommissionen”, men den berømte kulinariske specialist bad ham om at forblive i tjenesten på det regimentære hovedkvarter - han talte flydende tysk.
I 1945 trådte Pokhlebkin ind i Moskva State University ved Fakultet for internationale forbindelser. Hans videnskabelige karriere var ganske succesrig. Allerede i de tidlige 1950'ere forsvarede William Vasilyevich Pokhlebkin sin doktorafhandling om arbejderbevægelsens historie i Østeuropa. Forholdet til kolleger inden for videnskab og overordnede var ujævne. Som et resultat blev han nægtet adgang til alle arkiver og bedt om at forlade Institut for Historie, hvor han underviste.