Ved at komme ind i den ortodokse kirke ser en troende mange stearinlys og lamper, der brænder foran de hellige billeder. Denne praksis med at tænde lys foran ikoner anvendes nu universelt i alle ortodokse sogn.
Lyset i den ortodokse forståelse er et symbol på menneskelig ofring til Gud. Derudover har tænding af et stearinlys foran et hellig billede en bestemt betydning og har en åndelig betydning. Så brændingen af et stearinlys minder en person om, at hans bøn skal være "varm", ytret fra et rent hjerte. Samtidig skal den troendes tanker stige op ”sorg” - til himlen, i lighed med, hvordan flammen af et brændende stearinlys nødvendigvis stiger op, uanset hvor positionen personen holder lyset på.
Praksisen med belysningsarmaturer går tilbage til Det Gamle Testamente. Bogen Exodus, som er en del af Pentateuch, har bevis for Guds befaling til Moses om at introducere praksis med at tænde lamperne foran pagten, hvor de ti bud befandt sig. Et sådant dekret skulle ifølge Det Gamle Testamente være ”en evig vedtægt i generationer” (2. Mosebog 27:21). Derudover talte Jesus Kristus i sine lignelser symbolsk om de oplyste lamper, som symboliserede en særlig forbrænding. For eksempel i lignelsen om jomfruernes forventning om brudgommen. Et andet sted i evangeliet kan det læses, at et brændende stearinlys er en kilde til lys i et mørkt rum, derfor bør menneskelige anliggender også være lyse for ”oplysning” af de elskværdige værker i hele verden.
Stearinlys foran hellige ikoner er også tændt i et tegn på menneskelig involvering med Gud, guddommelig nåde og hellighed. Derfor bør der ikke være en formel holdning til lægning af lys i templet. Selve processen skal nødvendigvis ledsages af bøn. Du kan ikke sætte stearinlys med et "koldt" hjerte efter den accepterede tradition, for i dette tilfælde bliver det en ritual, der er absolut meningsløs for en kristen.
