Det politiske regime er kendetegnet ved en kombination af midler og metoder til udøvelse af politisk magt i staten. Der er tre centrale typer politiske regimer - autoritære, demokratiske og totalitære.
Brugsanvisning
1
Ifølge politiske videnskabsmænd er det mest udbredte politiske regime i verden autoritært. Det menes, at under dette politiske regime lever en stor del af verdens befolkning. Eksempler på autoritære stater er Iran, Marokko, Libyen, Mexico, Venezuela, Saudi-Arabien og nogle post-sovjetiske lande. Det er et spørgsmål om den praktiske realisering af magten, hvorimod disse stater teoretisk kan være demokratiske på lovgivningsniveau.
2
En autoritær stat har en række funktioner, der adskiller dem fra andre politiske regimer. Det indtager en mellemstilling mellem demokrati og totalitarisme. Han er tæt på demokrati, fordi bevarer økonomiske friheder med totalitarisme - magtens ubegrænsede karakter.
3
Et tegn på et autoritært regime er det begrænsede antal magtindehavere. Det kan koncentreres i en persons hænder eller tilhøre en snæver gruppe af individer (militær, oligarker osv.). Magt er ubegrænset og kontrolleres ikke af borgere. Magt er baseret på love, men borgerinitiativer tages ikke i betragtning, når de vedtages. Desuden forbliver principperne for retsstatsprincippet og lighed for alle inden lovene kun på papir.
4
Under autoritarisme implementeres princippet om en reel magtadskillelse ikke, og retsvæsenets uafhængighed er ikke sikret. Kraften er centraliseret, og lokale repræsentative organer opfylder i virkeligheden ikke deres funktioner.
5
Et autoritært politisk regime kan nyde bred folkelig opbakning. Han indrømmer endda tilstedeværelsen af opposition og konkurrence, men de kontrolleres normalt af myndighederne. Det kan endda selv iværksætte oprettelse af oppositionspartier for at skabe ekstern overholdelse af det demokratiske regime. Den reelle opposition har praktisk taget ingen adgang til fordeling af politiske ressourcer og presses ud af det politiske liv på alle måder. Under autoritarisme tager regeringen ikke nødvendigvis undertrykkelse, men den har altid evnen til at tvinge borgerne til at adlyde dens vilje. Ofte dannes autoritære regimer med et passivt socialt grundlag.
6
På trods af at myndighederne bestræber sig på at sikre total kontrol over den politiske sfære i samfundet, har det minimal indvirkning på økonomien. Autoritarisme kan således nemt komme sammen med en markedsøkonomi. Den kulturelle sfære forbliver relativt uafhængig, institutioner i civilsamfundet kan fungere, men de er fortsat begrænsede og har ingen politisk vægt.
7
Valg i sådanne samfund er dekorative og tjener som et middel til at legitimere det politiske regime. Ofte har de en høj grad af politisk deltagelse, og procentdelen af støtten til den ønskede kandidat eller parti er tæt på 100%. Valgkampen sikrer ikke rekruttering af eliter, og deres udnævnelse sker ovenfra.
8
Fordelene ved autoritære regimer tilskrives evnen til at sikre politisk stabilitet og orden i samfundene. De er yderst effektive i overgangssamfund. Deres fælles ulempe er den manglende kontrol med magten fra folket, hvilket kan føre til en stigning i den sociale spænding.
