I begyndelsen af det tyvende århundrede nåede Rusland, som i flere århundreder aktivt udvidede sine grænser, enorme proportioner - mere end 19 millioner kvadratkilometer, det vil sige ca. 1/6 af jordens jord. Dens grænser strækker sig fra Stillehavskysten i øst til polske lande langs Vistula-floden i vest, fra Pamir-bjergene i syd til bredden af det arktiske hav.
![Image Image](https://images.culturehatti.com/img/kultura-i-obshestvo/59/kak-razvivalas-rossiya-v-nachale-20-veka.jpg)
I følge folketællingen boede i begyndelsen af 1900 128.924.289 mennesker i imperiet (72, 5% af dem var russere). Befolkningen i Skt. Petersborg og Moskva oversteg 1 million mennesker. Vores land havde den højeste fødselsrate i Europa, men også den højeste dødelighed.
Folk bosatte sig på Russlands område er ekstremt ujævn, afhængigt af regionens naturlige og historiske karakteristika. Samtidig boede mere end 80% af statens indbyggere i landsbyer og beskæftigede sig med landbrug. En lang række kulturer blev dyrket på det enorme territorium i landet. Hvede, rug og havre voksede i den europæiske del, frugtplantager og vinmarker - i Bessarabia, Krim, bomuld og silke - i Centralasien.
I begyndelsen af det tyvende århundrede var der en aktiv udvinding af mineraler, primært kul og jernmalm. Stigningen i kul- og malmproduktion var forbundet med en hurtig industriel ekspansion. De begyndte at være mere opmærksomme på olieproduktionen (Rusland kom snart på første plads i verden i denne retning). Sammen med de gamle industriregioner - Ural, Central og Nordvest - tog nye, kulmetallurgiske syd og olie Baku form. Væksten i produktionen gjorde det russiske imperium tilladt at opgive importen af metal. Produktionen af maskinbyggervirksomheder er tredoblet. Udviklingen af jernbaner bidrog til styrkelse af økonomien.
Udenlandske investeringer i landet oversteg russiske kontante investeringer. Takket være processen med produktionskoncentration såvel som bankkapital i Rusland opstod monopolistiske virksomheder på kort tid. Samtidig var arbejdseffektiviteten stadig lav. Russiske arbejdere forblev de lavest betalte i Europa, takket være hvilke de let var påvirket af revolutionær agitation. Derudover var samfundet utilfreds med det bureaukratiske system i staten.