Hans sange kommer fra bilmodtagere. Hans stemme er kendt i alle emner i Den Russiske Føderation. Drengene, der først prøvede alkohol, opløste deres snørr og lytter til Ivan Kuchins præstation med en tåre - de har en hård vej foran i skibsfart og områder. Ældre mennesker, der allerede har "afviklet" deres betingelser, klager over, at de ikke kunne modstå fristelser og let ført bort af tyvernes romantik. I løbet af de sidste tyve år har tyvenes sange næsten erstattet virkelig populære sange fra luften.
Født i "stepper i Transbaikalia"
I den aktuelle sociopolitiske situation er det meget vanskeligt for unge at kortlægge en rute gennem livet. For ikke så længe siden, i sovjetiske tider, blev de tilbudt en bred vej og reelle muligheder for at realisere deres tilbøjeligheder og talenter. I dag har en ung mand, der projicerer sin fremtid, en måde - at tjene penge. Kærlighed, samvittighed og anstændighed er i fortiden. Ligesom den søde lille dreng Vanya Kuchin kun overlevede på fotografier. I dag er han en kendt forfatter af sine egne sange, der gennemgik en hård livsskole.
Biografien om Ivan Kuchin er typisk for mange mennesker, der lever i hårdt Sibirien. Barnet blev født den 13. marts 1959 i Transbaikal by Petrovsk. Almindelig arbejderfamilie. Far er en chauffør, mor er en arbejder på jernbanen. Det sædvanlige mønster er forældre på arbejde, og drengen er fri. Ivan fra en ung alder vidste, hvordan gaden lever og de grundlæggende regler for opførsel i selskab med drenge. Han studerede godt i skolen og modtog et certifikat og gik ind i kunstafdelingen i den pædagogiske skole. Men at gennemføre uddannelsen mislykkedes. Så som forventet blev den unge mand trukket ind i de væbnede styrker.
Kendskab til og venner af Kuchin bemærker, at den nu berømte forfatter-kunstner i skoleårene ikke viste poetiske eller musikalske talenter. Som mange kammerater vidste han, hvordan han ville fange på guitaren, men intet mere. Efter at have tjent i hæren forsøgte han at fungere som guitarist på scenen på en restaurant i Yalta. Jeg fik ikke den ønskede tilfredshed og begyndte at tænke over mit eget optagestudio. Og jeg tænkte ikke på noget bedre end at stjæle udstyr fra det lokale kulturhus. Hvad jeg fik og fik en rigtig periode.
