Frankrigs politiske struktur har sine egne karakteristika, der adskiller dette land fra andre stater. Der er et stærkt parlament med brede magter. Præsidentens myndighed er også af stor betydning. Af denne grund omtales Frankrig ofte som blandede republikker, som er kendetegnet ved styrkelse af det parlamentariske princip, mens de øger rollen som statsoverhovedet.
Brugsanvisning
1
Frankrigs øverste lovgivende organ er et parlamentarisk parlament. Nationalforsamlingen - Underhuset. Dets medlemmer vælges på grundlag af direkte afstemning for en periode på fem år. Det øverste hus kaldes senatet og repræsenterer interesserne for de enkelte territorier i landet. Senatorer vælges for en periode på ni år ved indirekte valg gennem collegium afdelinger. En gang hvert tredje år fornyes det franske senat med en tredjedel af dets sammensætning.
2
Begge parlamentshuse har lignende kompetencer. Forskellene i deres arbejde vedrører omfanget af den parlamentariske kontrol og de særlige forhold ved lovudkast. I visse tilfælde har statsoverhovedet ret til at opløse underhuset, men præsidentens beføjelser strækker sig ikke til senatet. Senats formand har en særlig status og indtager tredjepladsen i hierarkiet af staten efter præsidenten og regeringschefen. Når statsoverhovedets ledige stillinger ledige, er det formanden for senatet, der midlertidigt indtager dette sted.
3
Enheder i det franske parlament har deres egne interne regler, der er baseret på lovgivningsmæssige normer og forfatningsmæssige bestemmelser. Der er fraktioner i begge huse. Det vigtigste arbejde i parlamentet udføres af særlige kommissioner oprettet permanent eller midlertidigt. Hver kommission repræsenterer normalt alle parlamentariske fraktioner.
4
Sammen med regeringen har parlamentsmedlemmerne ret til lovgivningsmæssigt initiativ. Hver af de vedtagne love går gennem de respektive kommissionsudvalg og gennem tre aflæsninger i parlamentet. En lov betragtes som vedtaget, hvis begge huse har godkendt den. Når der opstår uoverensstemmelser mellem parlamentets dele under drøftelsen af lovforslaget, gennemgår lovgivningen en lang revision, indtil teksten er fuldt ud aftalt.
5
Efter vedtagelsen af love i parlamentet betragtes de af statsoverhovedet. Han kan udtrykke sin uenighed med udkastet og sende det til lovgiverne til genovervejelse. Hvis lovforslaget i dets tidligere ordlyd godkendes for anden gang af begge huse, har præsidenten ingen ret til at afvise det. En sådan procedure viser styrken hos den lovgivende regeringskontor, som kan argumentere med udtalelse fra landets præsident.
6
Politiske videnskabsmænd, der henviser til Frankrig til blandede ("semi-præsidentielle") republikker, henleder opmærksomheden på det faktum, at der i dette land er begge elementer af præsident- og parlamentarisk styre. Som et resultat bliver magten næsten lige fordelt mellem statsoverhovedet og det repræsentative organ. Landets regering afhænger ligeledes af præsidentens og parlamentets beslutninger.
