Det er måske svært at finde et andet lige så uhyrligt fænomen i livet i det menneskelige samfund, som er krig. Væbnet konfrontation af lande og folk resulterer i utallige katastrofer, bringer vanskeligheder, død og ødelæggelse. Kan militære handlinger retfærdiggøres, hvem har brug for krig, og hvorfor?
Krig som en måde at føre politik på
Uanset den historiske æra har alle krige fælles træk. Marxismens klassikere, som mest seriøst nærede sig spørgsmålet om krigens art, årsager og betydning i menneskehedens historie, holdt sig til definitionen af den prøyssiske militærspecialist Clausewitz, der påpegede, at krig blot var en fortsættelse af politik med voldelige midler.
Stater bruger væbnede styrker i krig for at nå deres politiske mål.
Enhver krig er et socialt og politisk fænomen, der er iboende i stater, der er i klassetrinnet for deres udvikling. Under det primitive kommunale system var der ingen centraliseret tilstand, derfor kan væbnede sammenstød mellem stammer ikke betragtes som krige i ordets rette forstand, skønt der er en ydre lighed mellem disse fænomener. I disse fjerne tider opstod sammenstød hovedsageligt på grund af de modsigelser, der opstod under opdelingen af jagt- og fiskesteder. Kampen om ressourcer var nødvendig for at overleve klanen.
