Evangelierne er bøgerne i Det Nye Testamente, der fortæller om Jesu Kristi liv, hans offentlige tjeneste, korsfæstelse og begravelse. For den ortodokse person er evangeliet en af de vigtigste bøger i Bibelen.
![Image Image](https://images.culturehatti.com/img/kultura-i-obshestvo/84/kakie-evangeliya-yavlyayutsya-kanonicheskimi.jpg)
De kanoniske evangelier kaldes dem, der accepteres fuldt ud af den ortodokse kirke. Der er fire evangelier inkluderet i kroppen af bøgerne i Det Nye Testamente. Forfatterne af disse inspirerede værker var apostlene Matthew, Mark, Luke og John.
Ud over disse fire evangelier er der apokryfe værker. F.eks. Evangeliet om Juda, evangeliet om Peter. Disse bøger blev ikke anerkendt af kirken som kanoniske, da de havde tvivlsomt indhold. Det nøjagtige forfatterskab af disse evangelier er heller ikke blevet fastlagt. Det er muligt, at de apokrife evangelier, i modsætning til de kanoniske, blev skrevet flere hundrede år senere end Jesu Kristi fødsel, eller at gnostikernes kættere var forfatterne af apokryfet.
Som nævnt ovenfor anerkender de kanoniske evangelier Kirkens fylde som Matteus-evangeliet, Markusevangeliet, Lukasevangeliet og Johannesevangeliet. Fra starten af udviklingen af kristen skrivning har ingen af de troende sat spørgsmålstegn ved autoriteten i disse hellige bøger. Det var disse værker, der blev accepteret som absolut sandhed uden blanding af forskellige falske doktriner.
Disse fire evangelier fortæller objektivt om Kristi liv og lære, fortæller om begivenhederne i det nye testamentes historie. Allerede i det første århundrede blev disse værker citeret af troende. Imidlertid blev den officielle godkendelse af disse fire evangelier som kanonisk vedtaget først i det 4. århundrede.
I den kristne kirkes historie kan 360 kaldes tidspunktet for vedtagelsen af kanon for bøgerne i Det Nye Testamente. Denne begivenhed fandt sted i den lokale Laodicean-katedral. Rådets fædre godkendte alle 27 kanoniske bøger i Det Nye Testamente, som omfattede evangelierne forfatter af Markus, Matthew, John og Luke. Senere på VI Økumeniske Råd (680) fik kanonen af bøgerne i Det Nye Testamente en universel karakter.