Formen for appel til den kristne præst blev dannet fra starten af selve religionens eksistens. På trods af skismen kan præster fra ortodokse, katolske og andre kirker i dag kaldes de samme titler.
Brugsanvisning
1
Vestlige film og nogle sovjetiske vestlige har indrullet synspunktet om, at katolske præster skulle kaldes den "hellige far." Forsøg at kontakte præsten på denne måde og forstå straks, hvad der var galt. Mest sandsynligt vil han give dig et citat fra Det Gamle Testamente: "Ingen er hellige undtagen Gud." Denne form er ikke acceptabel i nogen kristen kirke.
2
Traditionelle behandlingsformer er nedfældet i biografiske dokumenter, notater fra en præstes disciple. Gør dig selv bekendt med dem (for eksempel Motovilovs bog om Seraphim), vær særlig opmærksom på formerne for appel til de hellige ældste.
3
Lyt til live tale. Pas især på regelmæssige kirkelige besøgende, der forstår reglerne og reglerne. Forkynnere henvender sig som regel til præsten på kanonisk måde. Kopier det, brug de samme ord og behandling.
4
For almindelige præster, der kun har rang som præst (ikke højere), gælder følgende formler: "Fader John", "Fader" (forældet form, den såkaldte vokale sag). Henvisningen "far" er tilladt, hvortil det er muligt, men ikke nødvendigt, at tilføje et navn. Disse former gælder for præster og den ortodokse kirke og den katolske og protestantiske.
5
”Biskop” henvender sig normalt til biskoper (biskoper, ærkebiskopper), det er også tilladt at give et fuldt navn. Men hvis du ved et uheld kalder en højtstående minister en "far", vil der ikke være nogen kritisk fejl. Du kan komme med en bemærkning, men ikke mere. I katolisismen bruges disse appeller ikke.
6
Formuler dine forespørgsler og spørgsmål på et enkelt, moderne sprog. Far - en person som dig lever i den samme verden. Han vil ligeledes forstå udsagnene i en arkaisk og enkel form, men den anden mulighed er mere passende.
Vær opmærksom
I officielle dokumenter er det sædvanligt at kalde en præst ved titel (præst, præst, erkepræst). Dette efterfølges af bogstavet “o” med en periode (far), for- og efternavn i parentes. I talte sprog nævnes titlen som regel ikke.
