Siden oldtiden er der været særlig opmærksom på helvede - et sted, hvor syndere ventede på evig pine. Desuden havde forskellige religioner og folk deres egne myter, som på en eller anden måde angav helvede.
Helvede i gamle myter
I næsten alle gamle myter er helvede, som er en integreret del af livet efter livet, i fangehullet. Derudover var det kun de døde og undtagelsesvis alle guder derhen. Helvetes porte blev altid beskyttet. I de fleste myter i dødsgudens underverden er der en flod, gennem hvilken en særlig karakter transporteres - en leder. I den antikke græske mytologi er der for eksempel ingen klar adskillelse af helvede og paradis som sådan. Der er et underjordisk mørkt rige Tartarus, som Hades styrer, og hvor alle uundgåeligt falder efter døden. De gamle grækere troede, at indgangen til den er et sted i vest, og at døden i sig selv var forbundet med vest. I det underjordiske kongerige Hades flydede glemmens flod Leta. De gamle grækere nævner også floden Styx, gennem hvilken dirigenten Charon færget de dødes skygger. Manglen på klare linjer mellem helvede og paradis og eksistensen af et enkelt underjordisk rige på baggrund af de gamle folk skyldes primært synkretismen i deres tænkning. De opfattede sig selv som en del af naturen, noget umisteligt.
Religion og litteratur om helvede
Kristne og muslimske religioner skelner klart mellem himmel og helvede. Helvede forbliver også i underverdenen, og himlen er i himlen. Der er endvidere ingen henvisning til det nøjagtige sted i helvede, men en indikation af, at det er under jorden.
Buddhismen taler om et stort antal hells og deres specielle struktur, og deres placering betragtes som tarmens jord under Jambudvipa-kontinentet.
Forfatterne af en række værker henvender sig også til helvedeemnet. F.eks. Skriver Dante Alighieri i sin "guddommelige komedie", der beskriver de ni helvede cirkler, at placeringen af helvede er en enorm tragt, der når jordens centrum.
