Verdensøkonomien udvikler sig cyklisk, så perioder med recession og vækst er karakteristiske for absolut alle lande med et markedssystem med forbindelser. Sådanne cyklusser er kendetegnet ved periodiske udsving i forretningsaktiviteter i samfundet.
Historie om verdenskriser
Den første kendte moderne økonomiske krise fandt sted i 1821 i Storbritannien. I 1936 brød kriser ud over det samme Storbritannien og USA, i 1841 og 1847 dækkede den anden og tredje krise De Forenede Stater.
Den første økonomiske økonomiske tilbagegang er krisen i 1857. Derefter, indtil slutningen af århundret, ramte tre kriser mere verden. Derefter skete en af de mest knusende kriser fra 1900-1901, der lammede økonomierne i USA og det russiske imperium og påvirkede hele verdens metallurgiske industri negativt.
Krisen 1929-1933 betragtes stadig som den mest katastrofale for den globale økonomi. De Forenede Stater blev dets centrum, hvor de trådte ind i den store depression. Efterfølgende fejede imidlertid krisen hele den industrielle verden.
Efter 2. verdenskrig bemærkede økonomer en svækkelse af konjunkturudsvingene i økonomien. Men svingninger begyndte at forekomme med større hyppighed og dermed klart krænke den klassiske teori.
Hvad er karakteristisk for den moderne krise for landet?
Moderne kriser er kendetegnet ved en høj inflation som følge af et kraftigt prisfald. I denne periode begynder et kraftigt fald i produktionen ledsaget af et konstant fald i forretningsaktiviteten. Krisen er kendetegnet ved et fald i efterspørgslen efter langt de fleste varer og tjenester, som derved er et generelt overskud på markedet. Dette fører til gengæld til et hurtigt fald i priser, et fald i banksektoren, produktionsstop og stigende arbejdsløshed.
En gradvis nedgang i erhvervsaktivitet i samfundet og en afmatning i økonomisk litteratur kaldes en recession. På et tidspunkt, hvor afmatningen er i et kritisk tempo, begynder en økonomisk nedtur. Det laveste punkt på økonomisk tilbagegang kaldes den økonomiske krise.
